Udvalgshistorie
MØNS GOLFBANE ER NOGET FOR SIG SELV
Et indlæg af Thomas Martinsen om markedsføringen af golfbanen.
Vores golfbane er noget for sig selv; ikke bare fordi det er en god bane, men også fordi der ligger et hotel midt på den. Med puttinggreen i haven og flere huller lige uden for vinduerne er hotelgæsterne tæt på golfspillet. Allerede nu har flere gæster vist interesse for golfspillet. Nogle af Præstekildes store kursuskunder har bestilt introduktion og træning hos David, hvor de vil møde golfspillet for første gang. Jeg arbejder med markedsføringen af Præstekilde og golfbanen og egentlig også Møn Golfklub, hvor jeg er med i PR-Udvalget. Det vil sige, at jeg skaffer flere gæster til Præstekilde, flere greenfeespillere og flere medlemmer til golfklubben. Men hvorfor alle de nye mennesker på banen? — vi er jo vant til god plads! På den anden side var det jo hyggeligt i påsken med masser af både danske og svenske golfspillere, høj stemning i klubhuset og “klikkende” golfsko over det hele. Der er argumenter for og imod, men for at golfbanen kan eksistere, skal der være flere medlemmer i klubben og flere greenfeespillere, så enkelt er det!
Min markedsføring af golfbanen og hotellet tager netop udgangspunkt i, at hotellet ligger på banen — “Bo midt på golfbanen”. Markedsføringen i 1994 henvender sig primært til danske og svenske golfspillere og sekundært til tyske, hollandske og norske. Grundlaget for markedsføringen er en række annoncer, artikler og henvisninger. De findes i golfblade i Danmark og Sverige, i turistbrochurer i en række lande, i rejsebureaubrochurer, i Dansk Golf Guide etc. Jeg skaber et image om Møns Golfbane, som mit mere direkte og personlige salg kan tage udgangspunkt i. Det er jo især vigtigt, når vores bane er helt ny.
Og netop den personlige markedsføring er interessant. I 1994 kommer jeg i kontakt med 5.000 sydsvenske golfspillere, der alle får et til to breve fra mig. Jeg når at besøge omkring 50 svenske golfbaner. Jeg har lavet aftaler med to svenske rejsebureauer og et meget stort tysk rejsebureau har vist interesse for vores golfbane. Den afgørende del af min markedsføring bygger altså på en direkte, personlig og aktiv kontakt.
Specielt Tyskland er et meget stort og tungt marked. Derfor prøver Skjoldenæsholm, Falster og Møns golfbaner at markedsføre sig sammen. Det betyder blandt andet fælles deltagelse på golfmesser, fælles pressemeddelelser etc.
Men vi har også tænkt lidt frem og arbejder med et samarbejde mellem måske 10 golfbaner med støtte fra “Turismenetværksordningen”. Denne støtteordning hører under Ministeriet for kommunikation og Turisme og har en pulje på 20 millioner kroner (som vi forhåbentligt får del i…). Jeg glæder mig til, at arbejde med netop dette projekt. Det giver os et meget større markedsføringsbudget og derfor flere muligheder og bedre gennemslagskraft. Grundlaget for en ordentlig markedsføring er også en god brochure. Jeg lægger i øjeblikket sidste hånd på denne, og venter kun på ordentligt vejr til fotooptagelser. Det bliver en A4 brochure med fire sider trykt på genbrugspapir. Faktisk er hele præsentationen af golfbanen, altså brevpapir, konvolutter og salgsbreve, trykt på genbrugspapir. En miljørigtig golfbane skal også have en miljørigtig præsentation! Det var nogle få ord om markedsføringen af vores golfbane. Jeg kan næsten ikke vente på de lune sommerdage på golfbanen og i klubhuset, hvor det vil summe af liv og golfglæde —på flere sprog.
Udvalgshistorie PR i 1994

